De 5 største gaver i selvudvikling

Tag ansvar for dit liv

For mig er selvudvikling det mest naturlige og min største passion – det handler jo om mit liv – om at skabe de bedste betingelser for mig selv og mennesker omkring mig i dette liv, som er så kort og som er så uendelig stor en gave. Her får du nogle af gaverne ved selvudvikling:

1. Selvforståelse

Selvudvikling giver os mulighed for at se, hvem vi er, klart. Mange mennesker tror, at de ved, hvem de er, men ofte er vores selvbilleder blot baserede på gamle, måske udtjente historier. Når vi ikke rigtigt kender os selv, ved vi heller ikke, hvordan vi påvirker andre mennesker, hvad vi egentligt længes efter og næres af. Uden selvindsigt ser vi ikke, hvordan vi står i vejen for os selv. Uden denne viden risikerer vi at leve uden egentligt glæde.

2. Frihed

Selvudvikling giver mulighed for at slippe gamle, uhensigtsmæssige mønstre og gammel bagage. Alle mennesker har, i forskellig grad, bagage med sig, der hæmmer det fulde fantastiske udbytte, vi kan få i livet, når vi fx er fri af skyld, skam, frygt og lavt selvværd. Min erfaring siger mig, at mennesker, der ikke kigger på, hvad vi har med os, ofte er ubevidst styret af gamle overlevelsesstrategier og værdisæt, som ikke er aktivt tilvalgte. Derfor er personlig udvikling, for mig, nøglen til den ultimative frihed. Når vi er fri af ovenstående, bliver vi i stand til at leve fra vores essens, fra sjælen og en helt ny form for lykke, indre ro og frihedsfølelse, opstår. Det er ofte skræmmende og kræver stort mod at gå igennem alle monstre og mørke skygger, men det er det hele værd.

3. Empati

Med kærlighed og accept til dig selv, opstår en helt ny og meget fantastisk mulighed for at forstå og føle empati for andre mennesker. Når egoets strukturer gøres bløde, mærker vi mere kærlighed til alt; til livet og til mennesker omkring os. Større næstekærlighed opstår.

4. Stærke og kærlige relationer

Vores relationer er et spejl af forholdet til os selv. Med indsigt i os selv og egne mønstre opstår også en ny indsigt i andre mennesker og deres mønstre. Vi forstår, hvor forskellige vi mennesker er og hvordan vi har brug for at blive mødt så forskelligt. Det er den største gave at blive i stand til at møde os selv og andre så de føler sig set, hørt og mødt. Vores niveau af egenkærlighed og indsigt afspejles direkte i dine relationer. Jo større rummelighed i forhold til os selv, jo større rummelighed og kærlighed kan vi også bidrage med i vores relationer. Ligeledes bliver i i stand til at mærke og melde vores egne følelser, tanker og behov ud i integritet med, hvem vi er. Det skaber tryghed og ro i relationerne. Når du virkelig tillader dig at være dig, giver du samtidigt indirekte andre tilladelse til det samme.

5. Bidrag til en bedre verden

Med selvudvikling skaber vi højere bevidsthed. Med højere bevidsthed og indre frihed opstår større flow, glæde og kærlighed. Vi bliver bedre medmennesker. Vi bliver i stand til at se egen andel i, hvordan livet og relationer spiller sig ud og tage ansvar for, hvem vi er. Projektioner, ansvarsfralæggelse og drama forsvinder og i stedet bliver vi klare, ærlige, autentiske og næstekærlige. Derfor er vi, med selvudvikling, med til at bidrage på den vigtigste måde, til en verden med mere fred og kærlighed. Når jeg skaber fred, kærlighed og klarhed i mig, kan jeg skabe det samme i verden omkring mig. Forandring starter med dig. Inden jeg slutter helt af, vil jeg gerne udtrykke min dybeste respekt og beundring for alle jer, der vælger modet over frygten. Jeg ved, hvad det kræver. Tak, fordi I alle er med til at skabe en mere bevidst, kærlig og fælles fremtid for os selv og verden.

Kærlig hilsen Bo Thomsen

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.